Se billedet: Nikolaj Lie Kaas er med i ny Hollywood-film af mesterinstruktør

Han tilslutter sig to andre danskere på produktionen
Dirch / Nordisk Film
(© Nordisk Film / Dirch)

Mesterinstruktøren Guillermo del Toro er lige nu ved at optage sin næste film, og i den forbindelse har Oscar-vinderen delt et nyt foto på mediet X (tidl. Twitter), der afslører, at Nikolaj Lie Kaas nu er en del af rollelisten. Se billedet nederst i artiklen.

Det drejer sig om gentænkning af Mary Shelleys klassiker Frankenstein, som del Toro laver til Netflix.

Produktionen består nu af hele tre danskere.

Guillermo del Toro har af flere omgange samarbejdet med den danske filmfotograf Dan Laustsen, som bl.a. blev Oscar-nomineret for sit arbejde på The Shape of Water.

Duoen samarbejder for femte gange i 'Frankenstien', og Laustsen optræder da også på det føromtalte foto med Nikolaj Lie Kaas, som del Toro har tildelt beskrivelsen: "To af mine favorit danskere!! Optager F (Frankenstein, red.)".

En sjov side bemærkning er, at Dan Laustsen faktisk var cheffotograf på Nikolaj Lie Kaas' debutfilm Drengene fra Sankt. Petri fra 1991. Så deres bekendtskab går mange år tilbage.

Men Laustsen og Nikolaj Lie Kaas har selskab af en dansker mere på rollelisten.

Tilbage i januar kom det nemlig frem, at Lars Mikkelsen ligeledes er en del af holdet på 'Frankenstein'.

De tre danskere er omgivet af Hollywood-stjerner som Oscar Isaac, Christop Waltz, Charles Dance, Mia Goth og stortaltent Jacob Elordi. Sidstnævnte skal spille monsteret, mens Isaac indtager rollen som Dr. Frankenstein.

Dan Laustsen har tidligere omtalt 'Frankenstein' som et "mesterværk", og afsløret, at filmen har en meget omfangsrig optagelsesperiode, der løber næsten et helt år:

- Det er virkelig lang tid, men filmene bliver tilsyneladende - altså dem jeg er involveret i for tiden - de bliver større og større og længere og længere. Det er meget lang tid, så jeg har ikke nogen planer om andet end at holde fri og komme til Danmark og nyde livet efter den her. Men altså jeg elsker det her. Jeg synes jo, det er et helt vildt fedt projekt.

Det vides endnu ikke, hvad hverken Lars Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas spiller i filmen.

'Frankenstein' forventes at få premiere i 2025 på Netflix, hvorvidt det bliver muligt at se den i biografen vides endnu ikke.