Får Zendaya sin første Oscar-nominering for ny film? Noget tyder på det

Medie spår gode pris-chancer for hende og 'Challengers'
Challengers
(© Warner Bros.)

Det er gået hurtigt for Zendaya de seneste år. Den 27-årige skuespillers hastige fremmarch i Hollywood tæller roller i Spider-Man-filmene overfor kæresten Tom Holland, to Emmyer for hovedrollen i serien 'Euphoria' og en rolle i de to Dune-film, hvoraf den sidste næsten har indtjent 700 mio. dollars på verdensplan.

Nu står Zendaya måske over for karrierens første Oscar-nominering for sin nye film Challengers. I hvert fald er chancerne gode, hvis man spørger Varietys redaktør Clayton Davis.

I en artikel skriver Davis, at "'Challengers' er intet mindre end et es [...] og klar til at fange både publikum, kritikere og Oscar-vælgere."

Zendaya indtager i 'Challengers' en ny og anderledes type rolle, der sender tankerne hen på den klassiske femme fatale fra Hollywoods film noir-tradition. Noget som Clayton Davis også nævner i sin analyse af Zendayas Oscar-chancer.

Kim Basinger vandt en statuette for L.A. Confidential, mens der var Oscar-nomineringer til Rosamund Pike for Gone Girl og Carey Mulligan for Promising Young Woman

Hvad der også taler for filmens Oscar-chancer, er kritikernes varme modtagelse af 'Challengers'.

Rotten Tomatoes, der samler de amerikanske anmelderes holdninger, har filmen dags dato en frisk score på 95 %, hvilket er det højeste gennemsnit for en film med Zendaya på rollelisten. Den slår sågar Dune: Del 2 og Spider-Man: No Way Home, der begge er på 93 %.

Den Oscar-nominerede instruktør Luca Guadagnino (Call Me by Your Name) står bag kameraet, mens man på rollelisten også finder Mike Faist (West Side Story) og Josh O'Connor ('The Crown').

Filmen følger tennisstjernen Tashi, der har måttet lægge sin karriere på hylden efter en alvorlig skade. Derfor lever hun i stedet et liv som træner for sin mand Art, som hun målrettet forsøger at gøre til en stjerne.

Men da Art begynder at tabe en række vigtige kampe, bliver han imidlertid tvunget til at spille mod sin barndomsven og Tashis ekskæreste Patrick. 

Det bliver starten på en kompleks kærlighedstrekant med drama og kærlighedsforviklinger.

'Challengers' har biografpremiere den 25. april. Køb dine billetter her på kino.dk. 

LÆS OGSÅ: Efter 'Dune: Del 2': Zendayas næste film bliver noget helt andet