Top 5: De absolut sjoveste komedier med Robert De Niro

Legendens morsomme side
Meet the Parents
(© Universal Pictures)

Relativt sent i karrieren har den legendariske skuespiller kastet sig over komedien og de mere lette roller. Vi kigger derfor på 5 af hans mest komiske roller gennem karrieren - fra de satiriske til de fjollede.

Top 5: De sjoveste film med Robert De Niro

Billede
(© UIP)

5. 'Last Vegas' (2013)

På femtepladsen finder man den charmerende pensionist-komedie 'Last Vegas', som handler om den pensionerede Billy, der skal giftes. Hans tre gamle venner skruer derfor en klassisk polterabend sammen. De tager således til Las Vegas, hvor de vil feste igennem, som de gjorde i deres unge år.

Syndens by har dog ændret sig siden da, mens de fire mænd også er blevet noget stivere i leddene. Det skal dog ikke stoppe dem fra et vildt og morsomt Las Vegas-eventyr.

Som en art Tømmermænd i Vegas med gamle mænd, tager en aldrende Robert De Niro således charmerende pis på sin egen modne alder, hvilket han ser ud til at more sig med - og det smitter af. Men nu er han også i godt selskab med Michael Douglas, Morgan Freeman og Kevin Kline. Et morsomt firkløver for fuld (Las Ve)gas!

The Intern
(© Waverly Films)

4. 'The Intern' (2015)

Ved første øjekast kan komedien 'The Intern' måske ligne en art omvendt udgave af The Devil Wears Prada, hvor Meryl Streep spillede en yderst urimelig chef overfor Anne Hathaway i rollen som hendes assistent. Nu er Hathaway placeret i chefrollen i et stort modefirma, men her stopper sammenligningen også.

Hathaways Jules er nemlig en yderst sympatisk kvinde, der blot forsøger at få privatlivet og karrieren til at hænge sammen. 'The Intern' skal derfor ikke ses som en ætsende komedie om urimelige chefer, men som en fortælling om forholdet mellem en ung idealist og en erfaren menneskekender spillet af netop en veloplagt Robert De Niro.

De Niro spiller den 70-årige Ben, en pensioneret enkemand. Hans gåpåmod er intakt, så da et succesfuldt modefirma har brug for en seniorpraktikant, søger han stillingen og får den. Det er her det komiske clash mellem ung og gammel, der afføder flere af filmens fint morsomme scener, bl.a. forstår Ben sig ikke på "morderne kaffe", hvor hans trofaste filterkaffe er et forældet kuriosum.

Et kuriosum er desuden, at Quentin Tarantino har kaldt filmen for en af de bedste film i 2015!

Billede

3. 'Meet the Parents' (2000)

Det kan næsten ikke andet end at slå dynamiske og komisk veltimede gnister, når Robert De Niro i 'Meet the Parents' tørner sammen med Ben Stiller. Det er da også præcis, hvad tilfældet er, hvor Stiller spiller den glade hundeejer og sygeplejerske Greg, som er smaskforelsket i sin kæreste Pam.

Da parret en weekend skal til Pams søsters bryllup, beslutter Greg at frie til hende i forbindelse med festen. Der er bare lige det, at han også skal have overbevist de kommende svigerforældre om, at han er manden til Pam - ikke mindst svigerfaren Jack Byrnes, spillet med vid og komisk bid af Robert De Niro.

Det bliver til mange morsomme sammenstød mellem de to mænd, hvor De Niro i den grad spiller bad cop. Tænk blot på den efterhånden helt ikoniske scene, hvor Jack putter den stakkels Greg i en løgnedetektor. Komisk guld, hvor man absolut også øjner De Niros tidligere roller som hardcore gangster.

Filmen fik desuden hele to opfølgere med Meet the Fockers i 2004 og Little Fockers i 2010.

Billede

2. 'Wag the Dog' (1997):

I den noget mindre fjollede ende af komedie-skalaen i Robert De Niro-land, finder man den satiriske, men absolut også morsomme og ikke mindst bidske 'Wag the Dog'.

Den politiske satire og komediefilm handler om en spindoktor og en Hollywood-producer, der to uger fra et præsidentvalg sammen skal forsøge at 'fake' en krig i Albanien for at distrahere vælgerne fra en sex-skandale, som den siddende præsident er endt i, hvilket kan koste ham sin politiske karriere.

Robert De Niro spiller den skarpe spindoktor Conrad Brean, mens Dustin Hoffman indtager rollen som produceren Stanley Motss. Et dynamisk par, der kører medrivende komisk parløb i denne helt absurde forestilling med forsøget på at få befolkningen til at tro på en krig, der slet ikke eksisterer. Underspillet, skarpt og ikke mindst morsomt.

Billede
(© Warner Bros.)

1. 'Analyze This' (1999):

Førstepladsen indtages af komedien 'Analyze This', hvor man følger psykologen Dr. Ben Sobel, der skal forsøge at hjælpe den hårdkogte mafiaboss Paul Vitti, der naturligvis spilles af en veloplagt vittig og gangstererfaren Robert De Niro. Et herligt par!

Den ellers hårde Vitti finder dog pludselig ud af, at det er svært for ham at afstraffe folk, hvilket giver ham store problemer. For hvem vil respektere en blødsøden mafioso? Derfor opsøger han netop Sobel.

Dette eksplosive møde afføder mange komiske guldkorn. For hvordan behandler man psykologisk en mand, der normalt løser sine problemer med en automatpistol i stedet for med ord? Det er præcis, hvad Billy Crystal i rollen som psykolog skal finde ud af i mødet med en benhård De Niro, der måske slet ikke er så benhård mere.

Komedien fik desuden en efterfølger i 2002 med Analyze That.