Man kan næsten dufte det fugtige græs og mærke solens stråler i den enkle, ordløse og dybt charmerende 'Bovines', hvor små og store begivenheder indrammer en kvægfloks liv på marken: Et tordenvejr, en plasticpose i græsset, en kalvefødsel - og en nøgtern, men hjerteskærende scene, hvor halvdelen af flokken gennes modvilligt ind i lastbilen, imens resten lades utrøsteligt muh'ende tilbage. Emanuel Gras' film har samme basale fascinationskraft som nyklassikerne 'Microcosmos', 'Pingvinmarchen' og 'Bjørnen', men savner heldigvis helt disse films sentimentale eksotisme. Det er snarere sidste års DOX:AWARD-vinder 'Le Quattro Volte', der kan give en fornemmelse for kvaliteterne i denne poetiske film, der uden at forcere sine pointer lader os fundere over dyrenes rejse fra græsmark til middagsbord. Uden dialog.
Brugernes anmeldelser
0,0
0 brugere
1
2
3
4
5
6

