Vincent Lindon er på sin på en gang bryske og følsomme facon blevet en af fransk films største stjerner, så selvfølgelig hyrer man ham, når der for alvor kun er plads til en skuespiller ud over en selv. Det er netop hvad Alain Cavalier har gjort i meta-filmen ’Pater’, der starter med frokost i instruktørens lejlighed, hvor han redegør for et kommende projekt, nemlig et improviseret stykke, hvor han selv skal spille den franske præsident, mens Lindon skal være den mand, han har udset sig som kommende premierminister. De to politikeres fælles radikale manifest har som mål at få udlignet de store forskelle mellem rige og fattige i Frankrig, og ikke mindst Lindon udfolder sine demagogiske evner. Politikerne revses, men det er ikke mindst filmkunsten, der står for skud i ’Pater’ – instrueret af en af de stædigste auteurs af dem alle.