Filmuniversitetet: L'inhumaine - arr.

Kino.dk
(© Kino.dk)
Kino.dk
(© Kino.dk)
0.0 / 6
Brugere (0)
0.0 / 6
Medier (0)
Bedøm selv filmen:

Dagens Filmuniversitets-'lektor' er Peter Skovfoged Laursen, der vil introducere den filmhistorisk unikke 'L'inhumaine', der af instruktøren blev kaldt "visuel absint"!

1920’ernes store modernistiske arkitekt, Adolf Loos, kaldte ‘L’inhumaine’ for ”en brillant besyngelse af den moderne tekniks storhed” og skrev, at det at se filmen var som at opleve en ny kunstart blive til for ens øjne. Og vild er filmen vitterlig.

Maleren Fernand Léger og arkitekten Robert Mallet-Stevens har sat deres markante aftryk blandt håndplukkede designere, grafikere m.fl.: ‘L’inhumaine’ skulle være det ultimative gesamtkunstwerk, og ikke én detalje i filmen virker ordinær: Alt fra frakker og vinduesrammer til syrede dobbelteksponeringer er skabt til at bide sig fast i synsnerven!

Manden ved roret var Marcel L’Herbier (1888-1979), og det siger en del om hans placering i tidens avantgarde, at både Pablo Picasso, Man Ray, James Joyce, Erik Satie, Ezra Pound og Prinsen af Monaco deltager som nogle af de 2.000 rasende koncertgængere i filmens store scene.

Filmen er halvt sci-fi, halvt social fabel og handler om en feteret sangerinde, der bruger og kasserer mænd uden at blinke – indtil en bejler spiller hende et effektivt puds.

‘L’inhumaine’ betyder ‘den umenneskelige kvinde’ og er et af stumfilmens oversete mesterværker. Som i ‘Metropolis’ er teknologien, der kan bringe døde til live igen, tveægget – men fascinationen smittende, flammende, begærlig.

Slutbillederne er en renhjertet avantgardistisk montage, hvor lynklipning, rytmisk drive og kolorerede filmbidder flakser forbi – ”det overgår forestillingsevnen,” skrev Adolf Loos imponeret. Men ‘L’inhumaine’ floppede ved premieren, og det har taget verden et halvt århundrede at komme på omgangshøjde med Marcel L’Herbiers fænomenale værk.

I 2014 desuden fik en værdig digital restaurering, som vi glæder os til at kunne vise. Filmen vises med indspillet soundtrack fra den nye restaurering.

Brugernes anmeldelser

0,0

0 brugere

1
2
3
4
5
6
Bedøm selv filmen: