New York-gruppen The Velvet Underground er et af rockmusikkens mest tungtvejende navne. Aktiv i årene 1965-1970 var gruppen i udstrakt grad talerør for sangeren og guitaristen Lou Reeds (1942-2013) grænseafsøgende sangskrivning, men frem til efteråret 1968 voldsomt påvirket af avantgardisten, bassisten og keyboardspilleren John Cales (f. 1942) vilde musikalske ideer.
På gruppens banebrydende debutalbum fra 1967 medvirkede endvidere den tyske model og sangerinde Nico (1938-1988). Alle tre fortsatte som stilskabende outsidersolister efter gruppens opløsning, og som deres kunst er deres skæbner alt andet end kedelige. Forfatter og musikkritiker Klaus Lynggaard, som ud over egne skriverier om The Velvet Underground er ophavsmand til antologien 'Loaded', vil i sit meget personlige foredrag om de tre medlemmer bl.a. komme ind på de gange, han interviewede dem hver især – og hvor overraskende søde de var. Lige på nær Nico … Nå ja, og John Cale … Men Lou Reed, altså.
Brugernes anmeldelser
0,0
0 brugere

