12 legendariske ægge-øjeblikke: Fra Søren Pilmarks knytnæve til ækle rumvæsner

Det er påske, hvilket bl.a. betyder tid til påskeæg. Nu er det imidlertid ikke kun i påsken, at æg spiller en central rolle. For også i filmens verden findes der adskillige legendariske scener, hvor æg i forskellige afskygninger spiller en afgørende rolle.
Vi kigger således på 12 ikoniske ægge-øjeblikke fra filmens verden. Fra de ækle rumæg i Alien, videre til dino-æggene i Jurassic Park og en æggeædende Paul Newman i Cool Hand Luke.

Alien (1979)
Man finder et af filmhistoriens mest legendariske monstre i Ridley Scotts horror-milepæl. Nemlig den H.R. Giger-designede xenomorph med de lange lemmer. Bæstet har sin begyndelse i et ækelt æg, der gemmer på en facehugger, som springer frem og sætter sig fast på sit offer og således befrugter sin vært. Ad!
Blinkende lygter (2000)
Påsketid er for mange også tid med venner og familie, hvilket dog kan være lidt af en prøvelse. Sådan er det i hvert fald for Søren Pilmark i rollen som den hidsige Torkild, som under æggepustningen i vrede ender med at smadre sit æg og pande Sofie Gråbøls uforvarende Hanne en på bærret. Morsomt og grotesk.

Jurassic Park (1993)
"Life finds a way". Steven Spielberg bragte de forhistoriske kæmper overbevisende til live med sin dinosaur-klassiker. Publikum er her med på sidelinjen helt fra DNA-skala til kødædende vildskab. Således får vi også dyrenes fødsel i den legendariske scene, hvor man ser en Velociraptor udklække i laboratoriet.

Critters 2 (1988)
De små, sultne hårbolde fra det ydre rum har efter deres ankomst til Jorden efterladt en portion grønne æg, som ender i hænderne på den lokale børnehave, der vil bruge dem til byens store påskefest. Men da æggene begynder at udklække, vender stemningen hurtigt - og det går bl.a. udover en påskehare.

The Shape of Water (2017)
Den undervandsromantiske Oscar-vinder er historien om forholdet mellem en tilfangetagen fiskemand og den stumme Elisa. Man finder således Elisa line hårdkogte æg op på kanten af vandmenneskets bassin i ømme scener, der er med til at åbne op for kommunikationen mellem det umage par.

Rocky (1976)
Sylvester Stallones legendariske rolle som den undertippede bokser Rocky Balboa står op allerede klokken fire om morgenen. Han starter her dagen med som det første at skylle en håndfuld ukogte æg ned som del af sin træning. Mums. Så er dagen ligesom i gang.
'Det tossede paradis' (1962)
Æg har nærmest en mytologisk effekt på libidoen i den danske folkekomedie 'Det tossede Paradis' af den senere Oscar-vinder Gabriel Axel med Dirch Passer i hovedrollen. De lokale æg giver nemlig vitaliteten et boost og et elskovshyl, som tænder op i øens kvinde-skørter, hvilket de indfødte nyder godt af.

Hot Shots! (1991)
Spoof-filmen har affødt en af de mest fjollede og ikke mindst hedeste scener i filmhistorien. Således finder man Charlie Sheen slå æg ud på maven af sin udkårne Valeria Golino, hvis maveskind er så hot, at ægget steger. Ja, han tilføjer også bacon, mens hun slikker sig sultent om munden. Skørt og over the top.

Cool Hand Luke (1967)
I rollen som fangen Luke finder man en cool Paul Newman. Selvom han sidder indespærret, har han dog ikke tænkt sig at danse efter nogen andens fløjte end sin egen. Han vinder således både i slagsmål og kortspil, men får for alvor sin sag for, da han vædder om at spise 50 hårdkogte æg på en time.
Ghostbusters (1984)
Hvad er det med Sigourney Weaver og de pokkers æg? Først havde hun bøvl med ækle rumæg i 'Alien', mens hun i gyserkomedien 'Ghostbusters' hjemsøges en bakke nyindkøbte æg, så de popper op af æsken og ud på hendes køkkenbord helt af sig selv. U-hyg-ge-ligt.

'Tampopo' (1985)
Der diskes op med en erotisk ægge-scene i denne japanske film, hvor et par på passioneret vis tager det at lege med maden til et nyt niveau. Således finder man parret lade en rå æggeblomme passere fra den enes mund til den anden i det ene hede ægge-kys efter det andet, indtil blommen brister.
Funny Games (1997)
Michael Haneke instruerede både den østrigske original i 1997 og det amerikanske remake i 2007. I begge udgaver starter den brutale home invasion-thriller uskyldigt med, at en ung mand banker på hos en familie for at låne nogle æg. Herfra eskalerer de terroriserende eskapaderne for den stakkels familie.
Artiklen blev første gang bragt i 2018.