American Sniper overhaler Hunger Games

Krigsfilmen er USA’s største film i 2014 
Billede
(© Warner Bros.)

American Sniper er ifølge Variety netop blevet den største film i USA med premiere i 2014. 

Ikke siden Saving Private Ryan i 1998 er en ikke franchise-relateret film med en R-rating censur blevet årets mest indtjenende. Man må konkludere, at amerikanerne elsker sine soldater.

Clint Eastwoods film har indspillet 337,2 mio. dollars siden premieren i december og slår dermed The Hunger Games: Mockingjay - del 1, der sluttede på 336,8 mio. dollars. De to titler ligger pt. som nr. 29 og 30 på listen over de bedst sælgende film i USA nogensinde.

Hovedrolleindehaveren Bradley Cooper har også produceret filmen, der kostede ca. 60 mio. dollars at lave. Til sammenligning kostede 'Hunger Games' 125 mio. 

Krigsfilmen kommer dog ikke til at snuppe førstepladsen internationalt, da denne besiddes af Michael Bays kæmperobotter i Transformers: Age of Extinction, der rundede en milliard dollars sidste år.

Modsat de film, der normalt bliver årets bedst sælgende, kan man næppe følge Chris Kyles historie op med en fortsættelse, men mon ikke vi kommer til at se endnu flere soldater-erindringer filmatiseret i de kommende år.

Herhjemme har Eastwoods film solgt 144.947 billetter, mens 'The Hunger Games: Mockingjay - del 1' solgte over 333.000 billetter i de danske biografer.

American Sniper er stadig aktuel i udvalgte biografer.