Avengers 2½
Captain America: Civil War ligner mere og mere en ny Avengers-film, jo flere superhelte der bliver tilføjet til rollelisten.
Senest har Marvel afsløret, at The Vision (Paul Bettany), som vi stifter bekendtskab med i Avengers: Age of Ultron, Ant-Man (Paul Rudd), der får sin egen film til sommer, samt kendte ansigter fra tidligere Marvel-film, Hawkeye (Jeremy Renner) og War Machine (Don Cheadle), alle er med i 'Civil War'.
Desuden vender William Hurt tilbage som General Ross - en rolle han spillede i The Incredible Hulk i 2008. Spider-Man, derimod, bliver ikke nævnt, men en skuespiller forventes snart at blive præsenteret til rollen - og filmen.
Tidligere er det blevet bekræftet, at Iron Man (Robert Downey Jr.), Black Widow (Scarlett Johansson), Scarlet Witch (Elizabeth Olsen), Falcon (Anthony Mackie), Black Panther (Chadwick Boseman) og selvfølgelig Captain America (Chris Evans) er at finde i efterfølgeren.
Ergo føler man nærmest, at der er tale om 'Avengers 2½', hvor kun Thor og Hulk mangler for at repræsentere det komplette superheltehold.
Man kan også se den som opvarmning til Avengers: Infinity War, der skal instrueres af Joe og Anthony Russo, som også står bag Captain America 2 og 3.
Plottet i 'Captain America: Civil War' lægger da også op til et sandt superhelte-overload, da verdens regeringer går sammen om at vedtage en lov, der skal registrere alle supervæsner på Jorden. Nogle tager godt imod loven, mens andre stritter imod, hvilket medfører kontroverser (og kampe) mellem tidligere allierede.