Biografklub Danmark 2015-2016

10 film til ½ pris
Billede
(© Scanbox)

Programmet til Biografklub Danmark sæson 2015-16 er blevet offentliggjort.

10 film er udvalgt til programmet, der består af både danske og udenlandske titler. Der er syv titler i grundpakken og tre i en særskilt tillægspakke. 

Især de historiske film er i højsædet med flere danske kræfter på programmet, og som sædvanlig dominerer drama- og komediegenren. Salget af abonnementet starter den 1. august.

Programmet består af følgende film (klik på titlerne for at læse mere):

Grundpakken:

Sommeren '92 (27. august)
Ulrich Thomsen og en perlerække af unge talenter tager en nostalgisk tur tilbage til sommeren 1992, hvor den danske fodboldnation huttilihuttede sig til en EM-sejr.

Praktikanten (1. oktober)
Robert De Niro spiller pensionisten Ben, der i en alder af 70 kommer i praktik på et online modemagasin. Anne Hathaway er hans nye chef, og filmen instrueres af Nancy Meyers (The Holiday).

Kvinden i guld (29. oktober)
En ældre kvinde (Helen Mirren) hyrer en ung advokat (Ryan Reynolds) til at sagsøge den østrigske stat for et Gustav Klimt-maleri, som nazisterne stjal fra hendes familie under Anden Verdenskrig.

Kollektivet (14. januar)
Thomas Vinterberg skildrer livet i et kollektiv bestående af akademikerparret Erik og Anna (Ulrich Thomsen og Trine Dyrholm), deres nærmeste venner og den elskerinde, der ender med at sætte alt over styr.

Carol (10. marts)
Cate Blanchett og Rooney Mara høstede stor ros i Cannes for deres portræt af et forelsket par i 1950ernes fordomsfyldte USA. Todd Haynes har instrueret.

Der kommer en dag (21. april)
Lars Mikkelsen, Sofie Gråbøl og Lars Ranthe er på rollelisten, når manden bag 'Okay' kaster blikket tilbage på 1967 og to drenges forsøg på at flygte fra børnehjemmet Gudbjerg.

Elser (16. juni)
I 1939 forsøgte en mand ved navn Georg Elser at snigmyrde selveste Adolf Hitler og dermed forhindre verdenskrigen. Hans fortælling bliver bragt til live af manden bag 'Der Untergang'.

Tillægspakken:

Under sandet (3. december)
Dirch-instruktøren Martin Zandvliets drama følger en gruppe tyske soldater, der skal fjerne miner umiddelbart efter afslutningen på Anden Verdenskrig.

En mand der hedder Ove (26. maj)
Svensk filmatisering af bestselleren om en gnaven gammel mand, der imod sin vilje bliver venner med en højgravid kvinde og pludseligt får nyt mod på tilværelsen.

Virgin Mountain (7. juli)
Islandske Dagur Káris film handler om den 43-årige Fusi, der møder hele to kvinder på én gang. Nu må tryghedsnarkomanen revurdere sin plan om at blive boende sammen med sin mor.