Bob Hoskins er død

Roger Rabbit-skuespilleren blev 71 år
Billede
(© Touchstone Pictures)

Den britiske skuespiller, Bob Hoskins, er død. Han blev 71 år. Ifølge Hoskins' agent døde veteranen af lungebetændelse på et hospital i løbet af tirsdag.

Bob Hoskins blev født i 1942 og havde en 40 år lang karriere, der startede med roller i TV-produktioner. Han blev et filmnavn i 1980, da han slog igennem med 'The Long Good Friday'.
 
Who Framed Roger Rabbit er dog den, der i dag står som hans mest kendte film, hvor han spiller over for en række tegnefilmskarakterer i en detektivhistorie af de mere spektakulære.

Skuespilleren havde også roller i Brazil, 'Mermaids' og Hook, mens han spillede titelkarakteren i computerspilfilmatiseringen 'Super Mario Bros'.

I de senere år er det primært blevet til biroller i film som Enemy at the Gates, Beyond the SeaA Christmas Carol og Snow White and the Huntsman, der blev hans sidste film. I 2012 trak han sig tilbage fra skuespillet efter at være blevet diagnosticeret med Parkinsons sygdom året forinden.