Boba Fett får egen Star Wars-film
Boba Fett er, trods sine korte optrædener i de nuværende Star Wars-film, en af de mest populære karakterer. Derfor er det ikke underligt, at han ifølge The Wrap får sin helt egen film.
Rygterne har svirret længe, men nu ser det ud til at være tættere på en bekræftelse end nogensinde før. Filmen, Boba Fett skal pryde plakaten til, bliver det andet Star Wars spin-off med premiere i 2018.
I weekenden mistede filmen sin instruktør, Josh Trank, der ifølge rygterne blev fyret på grund af samarbejdsvanskeligheder, så nu er Disney på udkig efter en erstatning.
Boba Fett er den mest kendte dusørjæger i Star Wars-universet. Han dukker dels op i Attack of the Clones som barn, mens han er fuldvoksen i The Empire Strikes Back og Return of the Jedi. Et bud kunne være, at filmen kommer til at foregå mellem de nye og de gamle trilogier.
'Star Wars Anthology 2' (som den helt sikkert ikke kommer til at hedde) får efter planen premiere i 2018.