Bryan Singer fortsætter med X-Men
Dette års X-Men: Days of Future Past var en succes hos anmelderne og i billetlugerne. Det er derfor ikke overraskende, at instruktør Bryan Singer får lov til at fortsætte på den næste X-Men-film.
Ifølge Deadline har Singer netop underskrevet kontrakten hos Fox, der har premieresat 'X-Men: Apocalypse' til maj 2016.
Simon Kinberg (Days of Future Past) skal skrive manuskriptet over en ide udarbejdet sammen med Singer, Michael Dougherty og Dan Harris.
Mutantfilmen skal foregå et årti efter begivenhederne i 'Days of Future Past' og følge de centrale karakterer fra 'First Class' (Xavier, Magneto, Beast og Mystique), mens de kæmper med efterspillet på de mange tidsrejser.
Tidspunktet taget i betragtning kunne den nye film meget vel introducere nye yngre udgaver af velkendte karakterer som Jean Grey, Storm og Cyclops. Dette er ikke bekræftet, men eftersom det lykkes at erstatte selveste Patrick Stewart og Ian McKellen, kan alt jo ske i det tidsbøjende superhelte-univers.
X-Men: Apocalypse får dansk premiere den 26. maj 2016.