Eksklusivt interview: Luke Evans
I efteråret mødte vi Richard Armitage, Luke Evans, Lee Pace og Martin Freeman i London. Du kan læse hele interviewet i den nyeste udgave af kino.dk-magasinet.
Bard the Bowman er blandt de få menneskelige helte i Tolkiens univers. Hvor meget har han tilfælles med Aragorn?
Du kan godt drage nogle paralleller. I starten ved man ikke, om Bard er god eller ond, og han har sin egen agenda. Men for mig er det kun dejligt at blive sammenlignet med en så fantastisk og succesfuld karakter som Aragorn, som Viggo Mortensen portrætterede fremragende. Når du ser filmen, vil du opdage meget store forskelle på karaktererne. Bard er en utraditionel helt. Han vil ikke gøre noget som helst, der ikke er med til at beskytte hans børn.
Alt, hvad han gør i livet, handler om hans familie. Han er fattig og lever fra hånden til munden, så der er store forskelle. Men han træder til og gør noget, der er storslået og beundringsværdigt. Og der begynder man at se elementer af Aragorn. Om ti år vil folk sige: ”Der er noget af Bard the Bowman i ham Aragorn.” Haha.
Hvilken scene i ’Dragen Smaugs ødemark' ser du mest frem til?
Jeg tror, at Lake-town bliver visuelt imponerende og magisk. Nu arbejdede jeg selvfølgelig på settet, og jeg har en ide om, hvordan byen kommer til at se ud på lærredet, men når scenerne først er helt færdige, vil man støde på en ny verden, hvis mage man aldrig har set. Efter Mirkwood, og alle de andre ting, kommer man til menneskeligt territorium, der vil blæse folk bagover.
Jeg synes, vi skylder Tolkien at sætte pris på Lake-town i lidt længere tid, end vi gør i bogen. Med respekt for bogen har byen meget mere at byde på. Det er vores chance for at vise det rigtige Lake-town med alle dens politiske, korrupte, mørke og desperate aspekter. Der foregår meget, og byen er en god baggrund for dværgenes ankomst. Den er noget særligt, og det ser jeg meget frem til.
Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark har biografpremiere den 11. december.