Er dette Nicolas Winding Refns neondæmon?
- Jeg vågnede en morgen og indså, at jeg var omringet og domineret af kvinder. Pludselig fik jeg en trang til at lave en horror-film, der handler om ond skønhed.
Således har den danske instruktør Nicolas Winding Refn beskrevet bevæggrundene for sit kommende projekt 'The Neon Demon'.
I dag kan The Wrap afsløre, at skuespillerinden Elle Fanning er på tale til at spille hovedrollen som en ung model, der fanges i en verden af skønhed og død. Filmen beskrives som en gyserfilm drevet af kvinder.
Ryan Gosling ser indtil videre ikke ud til at skulle medvirke i Refns opfølger til Drive og Only God Forgives.
'The Neon Demon' starter optagelserne i år, og en premieredato er endnu ikke planlagt.