Fassbender i Jo Nesbøs Snemanden
Opdateret: Michael Fassbender er officielt på rollelisten sammen med Rebecca Ferguson og optagelserne starter til januar i Oslo.
_____________________________________
Michael Fassbender er ifølge Variety interesseret i at spille hovedrollen i filmatiseringen af Jo Nesbøs bestseller 'Snemanden'.
Krimien er syvende bind i en serie bestående af indtil videre 10 bøger, der følger den lettere alkoholiserede politimand, Harry Hole.
Handlingen foregår i Oslo, hvor halstørklædet til en forsvunden kvinde dukker op om halsen på en blodig snemand, og projektet har allerede tiltrukket flere A-liste navne.
Martin Scorsese var en overgang tilknyttet til at instruere, men skal nu blot producere sammen med Nesbø.
Svenske Tomas Alfredson (Lad den rette komme ind, Dame, Konge, Es, Spion) er i stedet kommet ombord som instruktør, mens danske Søren Sveistrup (Forbrydelsen) har skrevet manuskriptet.
Det er med andre ord et lovende hold, der kaster sig over Hollywood-udgaven af den skandinaviske krimi.
Fassbender er netop blevet udpeget som potentiel Oscar-kandidat for sin titelrolle i Steve Jobs, men før vi ser ham som Apple-skaberen, er han aktuel i den australske western Slow West, Shakespeare-filmatiseringen Macbeth og dramaet The Light Between Oceans.
'The Snow Man' har endnu ikke fået en premieredato.