Første lange trailer til Spectre

2½ minut med Agent 007
Billede
(© SF Film)

Endelig! Efter en række teasers, tv-spots og videoblogs er den første egentlige trailer til Bond-filmen Spectre udkommet online. Og den skuffer mildest talt ikke!

James Bond kommer denne gang endnu tættere på at afsløre den organisation, der har opereret i skyggerne, siden serien genstartede i 2006 med Casino Royale

Danske Jesper Christensen vender tilbage som Mr. White, der lader til at sende Agent 007 i retning af sin lyssky arbejdsgiver.

Traileren byder også på en slesk Christoph Waltz som Oberhauser - filmens overskurk og forfatteren til al Bonds smerte, som han så malerisk selv beskriver.

Derudover er der flere scener med Bond-pigerne (spillet af Monica Bellucci og Lea Seydoux), og vi får et glimt af den nye, specialdesignede Aston Martin DB10.

Alt i alt præcist det en Bond-trailer skal indeholde.

Daniel Craig, Ralph Fiennes, Naomie Harris og Ben Whishaw er alle tilbage i deres respektive roller.

Spectre får premiere den 6. november.