Første teaser til Pixars The Good Dinosaur
Tilbage til fortiden
Dinosaurerne blev udryddet millioner af år, før menneskene kom til. Eller gjorde de?
Teaseren til den nye Pixar-film, The Good Dinosaur, præsenterer et andet scenarie, hvor den altødelæggende meteor lige præcis rammer forbi Jorden og derved lader fortidsøglerne leve.
Filmen handler om den nysgerrige dinosaur Arlo, der bliver ven med en dreng ved navn Spot. Sammen må de to drage på et eventyr gennem det barske landskab.
Animationsfilmen er dog ikke den næste Pixar-produktion, der rammer biograferne.
Til august er der nemlig premiere på Inderst inde, der fik store roser med på vejen, da den blev vist på filmfestivalen i Cannes sidste måned.