George Clooney instruerer Hack Attack

News of the World-skandalen bliver til en film
Billede
(© UIP)

Sony Pictures vil lave en film over den britiske avis-skandale, hvor det kom frem, at nyheds-imperiet News International havde aflyttet berømtheders telefoner.

George Clooney har fået ansvaret for at instruere samt producere filmen 'Hack Attack', der bygger på The Guardian-journalisten Nick Davies' bog.

- Den har alle elementer - løgne, korruption og afpresning. […] Og det bedste er, at historien er sand. Nick (Davies, red) er en modig og stædig journalist, og vi er beærede over at filmatisere hans bog, udtaler Clooney til Variety, der afslørede nyheden.

Davies brugte seks år på at efterforske News of the World og var sammen med en flok andre journalister med til at starte den store skandale, der endte i en omfattende, mediedækket retssag med højtprofilerede stjerner i vidneskranken.

Hacking af berømtheders privatliv er et yderst aktuelt emne, efter private nøgenbilleder af bl.a. Jennifer Lawrence forleden blev stjålet og lagt online. 'Hack Attack' starter dog først optagelserne i 2015, hvilket betyder, at vi må vente lidt endnu med at se slutresultatet på det store lærred.

Clooney er næste gang aktuel i Disneys Tomorrowland instrueret af Brad Bird.