Guide - Julens film 2014

Biografernes udvalg i julen
Billede
(© 20th Century Fox)

Det kimer snart til julefest, og derfor er det blevet tid til at guide dig gennem film i biografen mellem jul og nytår. Vanen tro er der noget for enhver smag og for alle aldre.

Vi præsenterer blot et udvalg af de film, der går i biografen. Se komplette oversigter over aktuelle film og kommende film.

Klik på titlen for at læse mere, se trailer og bestille billetter.

Antboy: Den røde furies hævn

Familiefilm og julefilm
1. juledag vender Antboy og hans venner tilbage i efterfølgeren til den populære danske superheltefilm fra sidste år. I Antboy: Den røde furies hævn står den unge helt over for en række nye modstandere, som han skal besejre for, at alt kan blive god igen. Den nye, premiereaktuelle Klokkeblomst og legenden om Ønskedyret er syvende kapitel i Disneys spin-off til Peter Pan, og denne gang møder den lille fe og hendes veninder det sagnomspundne væsen fra filmens titel. Pingvinerne fra Madagascar får deres eget eventyr, hvor de vakse mini-agenter møder modstand i form af en ond professor med en plan om at ændre verden for evigt.

Årets danske julefilm, Familien Jul, som handler om en nisse, der forsøger at holdes skjult for omverdenen, kan desuden stadig ses. 

All Inclusive

Komedie
Hella Joofs nye danske komedie All Inclusive handler om en mor og hendes to døtre, der tager på charterferie på Malta. Bodil Jørgensen spiller moren, mens de to unge skuespillertalenter, Danica Curcic og Maria Rossing, er hendes døtre. Drengerøve (m/k) kan se frem til De satans chefer 2, hvor de tre uheldige hovedroller fra etteren starter deres eget firma, blot for at blive snydt af en smart investor. Begge film får premiere den 25. december.

Biografaktuelle Force Majeure er ikke en rendyrket komedie i konventionel forstand, men den roste film fra Sverige kaster et sarkastisk blik på det moderne parforhold. Rendyrket komisk er til gengæld Dum og dummere 2, der foregår 20 år efter den første film samt stadig har Jim Carrey og Jeff Daniels på rollelisten.

Hobbitten: Femhæreslaget

Adventure og science fiction
Exodus fortæller den bibelske historie om Moses (Christian Bale), Ramses (Joel Edgerton) og De Ti Bud, og alle sejl er sat til for en storslået oplevelse. Ridley Scotts film får premiere 1. juledag. Episk er også Peter Jacksons Hobbitten: Femhæreslaget, der næppe er til at komme udenom for fans af universet. Der er lagt op til et sidste gensyn med Middle-earth, der startede i 2001 med Eventyret om ringen.

Jennifer Lawrence er stadig aktuel som Katniss Everdeen i den tredje Hunger Games-film, Mockingjay - del 1, der for alvor igangsætter revolutionen mod det undertrykkende Capitol. Christopher Nolans ambitiøse science fiction-film Interstellar kan også stadig ses i mørket.

Inuk

Drama
Grønlandske Inuk, der får premiere den 25. december, handler om en teenager fra byen, der bliver sendt til en plejefamilie, hvor han bliver kastet ud i en fremmed verden. Premiereaktuelle Vintersøvn fik hovedprisen ved dette års filmfestival i Cannes og er tre timer og et kvarter lang tyrkisk film om en ældre mand, der langsomt opdager, at hans omgangskreds i virkeligheden hader ham. 

Hvis du ikke allerede har set dem, er Lone Scherfigs The Riot Club, den polsk-danske prisvinder Ida og Bille Augusts drama, Stille hjerte, stadig biografaktuelle. 

Bag fjendens linjer

Krigsfilm og thrillers
Bag fjendens linjer er en slags 'Black Hawk Down' i Belfast, og spændingsfilmen skildrer en soldat på desperat flugt blandt protestanter og katolikker i den nordirske hovedstad. 

Man kan også stadig opleve Brad Pitt i Anden Verdenskrigs-filmen Fury, hvor han sammen med sin deling skal modstå den tyske overmagt. Derudover er de to storsælgende krimier Kvinden der forsvandt og Fasandræberne fortsat biografaktuelle. 

God fornøjelse i biografen og glædelig jul!