Guide til vinterferiens film 2015
Vinterferien starter i næste uge mange steder i landet, men allerede nu har en række film haft biografpremiere.
Som sædvanlig byder ferien på et bredt genresortiment, og der er derfor noget at hente for alle aldre.
Vi præsenterer blot et udvalg af de film, der går i biografen. Du kan se de komplette lister i vores oversigter over aktuelle film og kommende film.
Klik på titlen for at læse mere, se trailer og bestille billetter.
Familiefilm
Min søsters børn og guldgraverne er nyeste skud på stammen i den populære danske familiefilmserie, og denne gang tager Onkel Erik og børnene til Canada, hvor der venter dem en vaskeægte skattejagt. Svampebob Firkant tager turen til det store lærred i En rigtig landkrabbe, hvor Nickelodeon-karakteren og hans venner ruller sig ud i 3D. Disneys animerede Marvel-filmatisering, Big Hero 6, Paddington og Det magiske hus er i øvrigt stadig biografaktuelle.
I uge 8 får filmen Sangen fra havet premiere, og den Oscar-nominerede animationsfilm tager publikum med på en rejse for at befri eventyrvæsner, der er fanget i den moderne verden.
Oscar-nominerede film
Sæsonen byder vanen tro på en række Oscar-nominerede titler, som du kan nå at fange inden uddelingen den 22. februar. The Imitation Game fortæller om matematikgeniet Alan Turing, der forsøgte at knække nazisternes Enigma-kode under Anden Verdenskrig. American Sniper er også baseret på virkelige hændelser og handler om en amerikansk supersnigskytte spillet af Bradley Cooper. Birdman er bl.a. nomineret for Michael Keatons skuespil som en falleret filmstjerne, der forsøger at stable et teaterstykke på benene.
I uge 8 får Whiplash, om en ung jazz-trommeslagers benhårde kamp for anerkendelse, premiere. Filmen er nomineret til fem Oscar-statuetter.
Komedie
Den danske komedie Mænd & høns er Anders Thomas Jensens fjerde film som instruktør og indeholder en perlerække af dansk films topnavne, bl.a. Mads Mikkelsen, David Dencik, Nikolaj Lie Kaas og Nicolas Bro. I Nat på museet: Gravkammerets hemmelighed vender Ben Stillers kustode tilbage, men denne gang går turen til Londons Naturhistoriske Museum, hvor han igen skal tackle levende museumsgenstande.
I uge 7 får auteur-instruktøren Paul Thomas Andersons skæve krimikomedie Inherent Vice premiere. Det var ham, der også stod bag 'Boogie Nights' og 'There Will Be Blood', så man kan godt forvente noget originalt.
Dramaer og dokumentar
Dokumentarerne Bjørn Afzelius: Tusen bitar og Det store museum går hhv. bag en berømt svensk musikers liv og ser nærmere på et verdenskendt museum i Wien. Det kinesiske drama Nattergalen handler om en bedstefar og hans barnebarn, og i den franskproducerede Party Girl følger man en 60-årig kvindes festlige oplevelser blandt veninderne på natklubben. Sidst men ikke midst er Susanne Biers stjernespækkede danske film, En chance til, stadig biografaktuel.
I uge 7 udkommer Fifty Shades of Grey, der er filmatiseringen af E.L. James’ erotiske bestseller om en ung kvindes seksuelle forhold til en dominerende mangemillionær. Samme dag udkommer det tyske doku-drama Der Kreis om LGBT-scenen i Zürich i 1950erne. Ugen efter kan du se musiker-portrættet Steppeulven, der skildrer Eik Skaløes turbulente liv og er instrueret af manden bag 'Flammen & Citronen'.
Action, science fiction og adventure
Matrix-skaberne Andy og Lana Wachowski vender tilbage med den nye science fiction-film Jupiter Ascending, hvor Mila Kunis og Channing Tatum skal bekæmpe en ondskabsfuld hersker. Seventh Son har Ben Barnes (Narnia) i hovedrollen som en ung bondedreng, der skal lære at være heksejæger af erfarne Jeff Bridges. Er du mere til old school action, kan Liam Neeson stadig ses som Bryan Mills i Taken 3.
God fornøjelse med vinterferiens filmtilbud.