Her er den nye Nightcrawler

- i X-Men: Apocalypse
Billede
(© 20th Century Fox)

Kodi Smit-McPhee skal spille Nightcrawler i den kommende X-Men: Apocalypse. Det afslører instruktøren Bryan Singer via Instagram.

I X-Men 2 blev karakteren med det civile navn Kurt Wagner spillet af Alan Cumming. Mutanten ligner en blå djævel og er ud over sine akrobatiske evner i stand til at teleportere fra et sted til et andet. Med sin stærke tro på Gud og pinte sjæl er den tyske mutant en af de mest interessante karakterer i X-Men-universet.

Kodi Smit-McPhee blev kendt for den dystre fremtidsfilm The Road med Viggo Mortensen, men har også roller i Let Me In og Abernes planet: Revolutionen.

Ud over at Smit-McPhee skal portrættere Nightcrawler i en yngre version, ved vi ikke, hvor stor eller hvilken rolle karakteren kommer til at spille i den kommende films plot. Men én ting er sikkert, med fire blå mutanter (Apocalypse, Mystique, Beast og førnævnte) kunne filmen meget vel have heddet "X-Men: Blue Team".

Ud over nyheden om den nye Nightcrawler delte Bryan Singer i går et koncept-billede fra filmen via Instagram, der viser Apocalypse (Oscar Isaac) i et sikkert storslået øjeblik.

X-Men: Apocalypse © Bryan Singer

X-Men: Apocalypse får premiere den 19. maj 2016.