Hvordan instruerer man et papmachéhoved?

10 minutter med Frank-instruktøren
Billede
(© Miracle Film)

Instruktøren Lenny Abrahamson har med den premiereaktuelle Frank lavet en rablende gal komedie, der samtidig håndterer seriøse problemer.

Omdrejningspunktet er den excentriske musiker Frank, der døgnets 24 timer bærer et kæmpemæssigt papmachéhoved. Skuespilleren bag masken er Michael Fassbender - en af tidens hotteste navne og ansigter.

Vi talte med den irske og utroligt veloplagte filmskaber om det småperverse i at skjule sin hovedkarakters ansigt samt inspirationen bag filmens originale idé.

Hvorfor laver man en film om et kæmpe papmachéhoved?
En af forfatterne bag filmen var med i en band i 80erne, der havde en fantastisk komisk karakter ved navn Frank Sidebottom som frontfigur. Han var et alter-ego til den her Manchesterpunkkomiker Chris Sievey. Jeg husker tydeligt Frank-karakteren fra min barndom, og da jeg læste manuskriptet, var det en historie, jeg bare måtte lave. Jeg følte, det var en risikabel film, et projekt man nemt kunne fejle med, men hovedkarakteren og ideerne var så tiltalende, at jeg måtte kaste mig ud i det.

Da jeg så endelig blev involveret i projektet, havde manuskriptet faktisk ændret sig en del, og hovedkarakteren var blevet til en fuldstændig anden person, end den mand, der inspirerede fortællingen. Det var dog stadig en hyldest af outsiders som Sievey og selvfølgelig til Frank Sidebottom

Filmen handler især om myten om den gale kunstner...
Ja, den skal bestemt underminere ideen om den lidende kunstner, selvom der er en slags sandhed i, at de fleste store kunstnere også er hjemsøgte personligheder. Filmens hovedkarakter, Jon (Domhnall Gleeson), romantiserer det gale geni, og Frank gør det nemt for ham med sit karismatiske og excentriske væsen. Men pointen er, at virkeligheden altid er mindre glamourøs, mørkere og mere trist, end populærkulturen gerne vil lade os tro.

Så du ringede lige til Michael Fassbender og tilbød ham rollen?
Haha, det var faktisk ikke mig, der fandt på det. Manuskriptet var ude, og vi var så småt begyndt at tænke på, hvordan vi skulle finde Frank, da vi fik et opkald fra Fassbenders agent. Han havde læst manuskriptet og sendt det videre til Michael, eftersom det faldt i hans smag. Så jeg slap for at ringe Michael Fassbender op og sige: "Hey, Michael jeg vil enormt gerne gemme dit ansigt!" Han vidste allerede, at det var præmissen. Alle elsker ham, og hans ansigt er blevet en slags global ejendel, så det føltes dejligt perverst at skjule netop dette ansigt.  

Hvordan instruerer man en mand bag et kæmpe papmachéhoved?
Vi fandt faktisk ud af, at papmachehovedet ikke fjernede noget, men i stedet tilførte en masse. Publikum projekterer nemlig, det der sker i en scene, op på masken, så masken ender med at påtage sig de følelser, der flyder rundt. Og dertil har man en fremragende skuespiller som Michael, som kan noget med sin fysik og med sin stemme. Han formår jo at være sindssygt ekspressiv, selvom man ikke ser hans ansigt. Jeg fik faktisk aldrig spurgt ham om, hvad der egentlig foregik inde i under papmachehovedet, men det var min klare oplevelse, at han gav den fuldt gas derinde.