It Follows-stjerne i Independence Day 2

Scream queen skal slås mod rumvæsner
Billede
(© Northern Lights Films)

Skuespillerinden Maika Monroe er blevet hyret til en uspecificeret rolle i Independence Day 2, den første af to planlagte efterfølgere til storhittet fra 1996. Det skriver instruktøren Roland Emmerich på sin Twitter-profil.

Monroe har roller i gyseren It Follows, hvor hun bliver forfulgt af en ækel dæmon, og i thrilleren The Guest, hvor hun er oppe imod en psykopat. Begge film er på vej til de danske biografer.

I 'Independence Day 2' skal hun givetvis bekæmpe rumvæsner, som invaderer Jorden og med stor sandsynlighed tager et par landemærker eller to med sig i købet.

Det 21-årige talent tilslutter sig et ensemble af rutinerede kræfter som Jeff Goldblum, Bill Pullman, Vivica A. Fox, Brent Spiner og Judd Hirsch fra den oprindelige film. Hun får følgeskab af Liam Hemsworth, Charlotte Gainsbourg, Jessie Usher, Travis Tope og Joey King som nye Independence Day-navne.

Independence Day 2 får premiere den 23. juni 2016.