Jennifer Lawrence overvejer Aronofsky-film
Verdens største kvindelige filmstjerne, Jennifer Lawrence, er ifølge Variety på tale til at spille med i Darren Aronofskys næste film.
Den kompromisløse instruktør bag Black Swan og Noa har flere projekter på tegnebrættet, bl.a. en film om en dreng, hvis tegninger bliver levende (nej, ikke Ivan fra Otto er et næsehorn).
Instruktøren har dog haft problemer med at sikre sig finansiering til projektet, så han er muligvis rykket videre.
Jennifer Lawrence kan måske give det rygstød, Aronofsky har brug for, så han kan få sin film finansieret. Hendes stjernestatus i sig selv bør være en økonomisk fordel for ethvert filmselskab.
Uanset om Lawrence får en rolle i Black Swan-instruktørens næste værk, er hun definitivt ude af Richard Linklaters 'The Rosie Project'. Manden bag Boyhood skal nu ud og finde en erstatning.
Jennifer Lawrence kan næste gang opleves i sin signaturrolle som Katniss Everdeen i The Hunger Games: Mockingjay - del 2 den 18. november.