Johnny Depp og datter i samme film

Spiller med i Kevin Smiths 'Yoga Hosers'
Billede
(© Universal Pictures)

Lily-Rose Melody Depp er bedst kendt fra sladderbladenes kulørte sider som Johnny Depps datter. Det ændrer sig måske snart, nu hvor hun skal spille sammen med farmand i Kevin Smiths kommende film 'Yoga Hosers'.

Screen kan reportere, at de to Depp'er skal være med i filmen, mens Kevin Smiths datter, Harley Quinn Smith, også er med.

Filmen handler om to 15-årige yoga-interesserede piger (Depp og Smith), der har et eftermiddagsjob i en kiosk. Hverdagen tager en uventet drejning, da en ældgammel ondskab stiger op fra Canadas undergrund.

Begivenhederne bringer dem sammen med en legendarisk menneskejæger fra Montreal (Depp, Sr.), og snart må de alle kæmpe for deres liv.

Rollelisten til 'Yoga Hosers' er stort set den samme som Kevin Smiths næste film, gyseren 'Tusk', som er den første i en planlagt trilogi. Haley Joel Osment, Justin Long, Michael Parks og Genesis Rodriguez er nogle af gengangerne.

Hverken 'Tusk' eller 'Yoga Hosers' er planlagt til dansk premiere, men mon ikke Johnny Depps navn på rollelisten til sidstnævnte kan sikre i hvert fald dén en tur til de danske biografer?