Kendte kampsportsmestre i ny 'Kickboxer'

Folk fra 'Ong-Bak', 'The Expendables 2' og 'Guardians of the Galaxy' er med
Billede
(© Baa-Ram-Ewe)

Rollelisten til genindspilningen af Jean-Claude Van Damme-filmen 'Kickboxer' (1989) vokser stødt.

Senest har thaibokseren Tony Jaa (Ong-Bak) og teakwondo-stjernen Scott Adkins fra The Expendables 2 sluttet sig til filmen. Det skriver The Wrap.

Således tegner der sig et billede af et kampdygtigt skuespiller-team.

Stuntmanden Alain Moussi overtager rollen som Kurt Sloan fra Van Damme, som i lighed med den oprindelige film må lære hemmelighederne bag thaiboksning for at hævne drabet på sin bror.


Dave Bautasten, undskyld Bautista, har været på rollelisten et stykke tid som den brutale modstander og morder, Tong Po. Eks-bryderen spiller med i den biografaktuelle Guardians of the Galaxy som Drax the Destroyer.

En anden Marvel-skuespiller, den tidligere mixed martial artist Georges St-Pierre, er også med. Det var ham, der gav Captain America kamp til stregen i The Winter Soldier tidligere på året.

'Kickboxer' har ikke nogen dansk premieredato, men forventes at ramme de internationale biografer i 2015.