Kino.dk mødte Jennifer Lawrence

Hunger Games-stjernen om forventninger, paranoia og berømmelse
Billede
(© Nordisk Film)

Da Jennifer Shrader Lawrence gik i high school blev hun kåret som klassens mest snakkesalige. En påstand, man straks finder troværdig, når man møder den i dag 23-årige skuespillerinde i virkeligheden.

"Hej, hvordan har I det?" siger hun med et stort smil efterfulgt af et "Uhhh, det er koldt herinde, fryser I ikke? Jeg må hellere tage min cardigan på".

På under 30 sekunder har den blonde skuespillerinde formået at afvæbne samtlige journalister ved bordet. Præcis som vi hver især havde håbet eller forventet, og præcis som hun har gjort det med resten af verden.

Man skal nemlig lede længe efter en, som ikke bryder sig om Jennifer Lawrence, der om nogen er en sammensat størrelse. Den Kentucky-fødte Lawrence blev som ung teenager spottet af en agent på en ferie i New York, og kort tid efter var familien blevet overtalt til at flytte til Los Angeles for at forfølge skuespillerdrømmen. Agenten var eftersigende intet mindre end blæst omkuld af den 14-årige piges talent, skønhed og ikke mindst personlighed.

Den selvsamme kombination, der i dag gør Lawrence til genstand for en nærmest hypet beundring. For er der noget, alle elsker, er det, når det perfekte går hånd i hånd med det fejlbare. Jennifer Lawrence er stadig i starten af 20erne og har allerede vundet en Oscar... men hun faldt på vej op af trappen til podiet. Pladask! Og så er det ok at være sindssygt smuk og dygtig på samme tid.

Same, same, but different
Dagens interview skal handle om karrierens største rolle som den ukuelige Katniss Everdeen i filmatiseringen af Suzanne Collins’ The Hunger Games-bøger. I alt fire film er planlagt, og det nyeste kapitel stiler denne november efter filmisk verdensdomæne ca. halvandet år efter den meget populære etter.

Var det mere eller mindre krævende at lave fortsættelsen? "Både og. Med den første film vidste vi egentligt ikke, hvad vi lavede. Altså, vi vidste, hvordan man lavede en film, men ikke hvordan man lavede en film over et værk, som så mange allerede har en mening om. Og det var skræmmende. Det samme pres er til stede i dag, men det er en lettelse, at folk virkede til at kunne lide det, vi gjorde med den første," svarer Lawrence på åbningsspørgsmålet.

"Med ’Catching Fire’ vil vi gerne give publikum det samme, men samtidig noget nyt og anderledes. Rent skuespilmæssigt er det kompliceret. Det er lettere, fordi man allerede kender karakteren, men svært at man både skal bevare noget velkendt og tilføje noget nyt."

'Catching Fire' bliver under alle omstændigheder anderledes i og med, at instruktøren nu hedder Francis Lawrence og ikke Gary Ross. Den nye instruktør er desuden allerede hyret til at lave de sidste to kapitler, så det lyder reelt nok, når hovedrolleindehaveren roser sin navnefælle. "Han er perfekt til den her film. Og det siger jeg ikke bare. Ok, jeg ville sige det alligevel, men jeg lyver faktisk ikke," griner den notorisk middelbare Lawrence. "Francis er fantastisk med skuespillere og sjov at arbejde sammen med. Han har en god, rolig energi. Men når han vipper med en kuglepen, betyder det, at han er stresset. Så ved man bare, at man skal holde sig væk." Hun kvitterer med en grimasse, man sjældent ser på feterede Hollywoodstjerner, og Lawrence virker i det hele taget mindre forfængelig end gennemsnittet. Et personlighedstræk der er blevet centralt i mediernes opfattelse af hende.

Med et par gode æblekinder og relativt fyldige former er Lawrence gået i forsvar for den sunde krop og har flere gange udtalt, at hun ikke ønsker at gå på slankekur for at bekæmpe de ekstra ti kilo, som kameraet eftersigende tilfører. Selvom producenter førhen har truet med fyring, hvis hun ikke skrumpede en tøjstørrelse, og selvom enkelte anmeldere fandt hende for buttet til rollen som Katniss.

Når man spørger ind til træningen op til Dødsspillet, strejfer Lawrence også selv emnet... Læs hele interviewet i november-magasinet

The Hunger Games: Catching Fire har dansk premiere i dag.