Mads Mikkelsen i Star Wars!

Kraften er med danskeren
Billede
(© Hannibal / Gaumont International Television)

Mads Mikkelsen skal spille en rolle i spin-off-filmen Star Wars: Rogue One. Ifølge Variety blev det offentliggjort på Disneys D23 Expo i Anaheim. 

Danskeren, der i USA primært er kendt for skurkeroller i Bond-filmen Casino Royale og tv-serien 'Hannibal', kan tilføje en ny international storfilm til cv'et.

Filmen handler om indsatsstyrken, som skal stjæle de vigtige tegninger over Dødsstjernen fra det onde Imperium og foregår således før begivenhederne i Star Wars: Episode IV - A New Hope.

Producer og Lucasfilm-direktør, Kathleen Kennedy, forsikrer om, at der er tale om et ægte stjernekrigseventyr:

- Den afdækker et nyt territorium ved at undersøge de galaktiske kampe fra et jordbundent perspektiv, mens den beholder den særlige Star Wars-følelse, som fans er blevet bekendt med, understreger produceren.

Mikkelsen bliver en del af en rollebesætning bestående af Felicity Jones, Diego Luna, Ben Mendelsohn, Donnie Yen, Jiang Wen, Forest Whitaker, Alan Tudyk og Riz Ahmed.

Star Wars: Rogue One får premiere den 15. december 2016.

Star Wars Anthology: Rogue One