Michael Noer genindspiller Steve McQueen-klassiker
Danske Michael Noer har scoret jobbet som instruktøren, der skal genindspille 1973-klassikeren Papillon med Steve McQueen og Dustin Hoffman.
The Hollywood Reporter uddyber, at Aaron Guzikowski (Prisoners) skal skrive manuskriptet, men at der ikke er tilknyttet skuespillere på nuværende tidspunkt.
Fortællingen er baseret på Henri "Papillon" Charrieres selvbiografiske bog, der beskriver hans ophold på en fængselsø i 1930erne. Her møder han bl.a. svindleren Louis Dega, og sammen planlægger de en storstilet flugt.
Michael Noer er kendt for sine brutale dramaer om forbrydere, R og Nordvest, og hans stil skal nok passe til en fortælling som Papillon.
Instruktøren er næste gang aktuel med Nøgle hus spejl, der foregår i et helt andet miljø på et plejehjem.
Papillon har endnu ingen premieredato.