Netflix-hit får ny sæson: Hollywood-stjerne skal spille berygtet seriemorder
2. sæson af Netflix-seriehit 'Monster', der har titlen "Monsters: The Lyle and Erik Menendez Story" er ude på Netflix.
Serien fortæller historien om virkelighedens seriemordere. Og nu er det blevet bekræftet: Der kommer en tredje sæson.
Første sæson blev en mega-succes, og ’Monster: The Jeffrey Dahmer Story’ med Evan Peters i hovedrollen som den infamøse morder er den tredje mest sete engelsksprogede Netflix-produktion nogensinde.
Allerede inden sæson 2, der har vist sig at blive succesfuld, bekræftede Netflix, at den tredje sæson var på vej - og at en stor Hollywood-stjerne ville overtage hovedrollen som en ny seriemorder.
Det drejer sig om Sons of Anarchy-stjernen Charlie Hunnam, der portrættere seriemorderen Ed Gein, også kendt som "The Butcher of Plainfield."
Der vides endnu ikke meget om serien, men Ed Geins historie er velkendt.
Ed Gein var en amerikansk seriemorder og gravrøver i 1950'erne i Wisconsin. Han er mest kendt for at have dræbt to kvinder og gravrøvet en række lig, som han brugte til at skabe makabre trofæer og beklædningsgenstande.
Gein blev opdaget i 1957, da politiet fandt hans hjem fyldt med menneskelige knogler og hud. Han blev dømt for mordene, men på grund af sin mentale tilstand blev han anbragt på en psykiatrisk institution.
Indtil sin død i 1984 afsonede Gein sin livstidsdom på institutionen.
Når serien engang får premiere, kan den store filmentusiast måske også genkende Ed Gein – eller i hvert fald visse personlighedstræk.
Gein er nemlig krediteret som inspirationen til en række fiktive mordere, heriblandt Buffalo Bill i The Silence of the Lambs (Ondskabens øjne), Leatherface i Motorsavsmassakren og mere specifikt Norman Bates fra Alfred Hitchcocks gyserklassiker Psycho.
Forfatteren bag bogen, som 'Psycho' er baseret på, krediterede nemlig seriemorderen som inspiration til Norman Bates.
Både Gein og Norman Bates begik deres mord i landlige områder. De havde også undertrykkende mødre, som de skabte helligdomme for, og de bar begge kvindetøj.
Ifølge The Hollywood Reporter begynder produktionen snart, og de mange fans af true-crime skal derfor måske ikke vente længe på en tredje sæson.