Ny trailer til San Andreas

Dwayne Johnson i katastrofefilm
Billede
(© Warner Bros.)

Den nye trailer til katastrofefilmen San Andreas er udkommet online, og den varsler endnu flere prøvelser for de stakkels californiske indbyggere, der rammes af et voldsomt jordskælv.

Dwayne Johnson spiller en helikopterpilot, der pludselig får usædvanligt meget at se til under jordskælvet. Nu må han redde, hvem han kan, samtidig med at han forsøger at finde sin familie.

Paul Giamatti får igen mest taletid, mens højhusene styrter sammen, men det nye i denne trailer, sammenlignet med den tidligere smagsprøve, er det flotte moneyshot af en flodbølge, der rejser sig over Golden Gate.

San Andreas får dansk biografpremiere den 4. juni.