Orient-ekspressen genindspilles

Kenneth Branagh på tale som instruktør
Billede
(© Mordet i Orient-ekspressen (1974) / EMI Film Distributors)

Kenneth Branagh har adskillige gange vist sig yderst kompetent til at filmatisere bøger og andre forlæg. Nu mener The Wrap at vide, at nordireren skal instruere Agatha Christies 'Mordet i Orient-ekspressen'.

Historien, der blev publiceret i 1934, centrerer sig om den dygtige detektiv, Hercule Poirot, der skal opklare et mord på det famøse tog.

Agatha Christies roman blev første gang filmatiseret i 1974 med Albert Finney som Poirot og Ingrid Bergman i en Oscar-vindende birolle. Den nye film har ingen skuespillere tilknyttet, men uanset hvad bliver det store sko at fylde ud.

Branagh har tidligere filmatiseret Shakespeare, Marvel-helte og klassiske eventyr, så han spænder vidt. Og mon ikke at Kurt Wallander-erfaringen i tv-krimien giver den helt rette baggrund?

'Mordet i Orient-ekspressen', hvis manuskript skal skrives af sci-fi-eksperten Michael Green, har endnu ikke fået en premieredato.