Oscar 2014 - bedst & værst!
Det 86. Oscar-show er netop overstået, og det er tid til at gøre regnskabet op i ros og ris. Bemærk overvægten af ros.
DET BEDSTE:
Værtinden
Ellen DeGeneres var tilbage efter syv år, og spørger man os, var det et flot comeback til den 56-årige talkshow-værtinde. Vi havde håbet, at DeGeneres ville fortsætte successen fra sidst, hvor hun videreførte stilen fra sit show og aktivt inkluderede salens stjerner i de fleste af sine jokes. Vi blev bestemt ikke skuffet, da aftenen stod på Twitter-historiens vildeste selfie, et overrasket pizza-bud og op til flere velfungerende jokes.
Jared Letos stil og sejr:
Aftenens sikreste vinder Jared Leto gik på podiet som den første vinder og kastede både glans og alvor over showet med en takketale, der inkluderede hans mor, verdenssituationen og selvfølgelig emnet bag Dallas Buyers Club. Det er formentlig en tale, seerne enten elsker eller hader. Ligegyldigt hvad hører øjeblikket til et af uddelingens mest mindeværdige.
Lupita Nyong'o rørende takketale:
At den 31-årige Lupita Nyong'o vandt, var ikke alene velfortjent, men også uden tvivl aftenens mest rørende øjeblik. Som en moderne udgave af Askepot med lyseblå kjole tilsat hårbøjle gik Nyong'o på podiet og holdt en kontrolleret og samtidig følelsespræget tale, der for alvor markerede skuespillerindens nye stjernestatus.
Glad dans på forreste række
"Because I’m Happy!". Hvor er det fedt, at showets første musikalske optræden byder på dans fra tre skuespillerinder på forreste række. Hatten af for Pharrell (no pun intended), Lupita Nyong'o, Meryl Streep og Amy Adams!
Bill Murrays fine shout out
Komikeren fik sneget sin gamle netop afdøde ven, Harold Ramis, ind i sin præsentation af Bedste fotografering. God stil!
Kevin Spacey som aftenens gæst
Skuespilleren, der er kendt for at photo bombe fremmede og generelt være med på den værste, var ikke nomineret, men formåede alligevel at stjæle store dele af showet ved sin allestedsnærværende persona.
Generelt gode taler uden afbrydelser
Den eneste tale der blev afbrudt, var Alfonso Cuaróns ved overrækkelsen for Bedste klipning. Heldigvis fik Cuarón senere mulighed for genmæle.
Matthew "årets mand" McConaughey
Måske aftenens bedste tale? Texas-skuespilleren er kendt for at kaste visdomsord af sig, og ved denne kulmination af karrierens comeback ramte McConaughey plet. Udover det obligatoriske motto "Just keep living!" fik årets mand indflettet en fin dramaturgi i sin takketale, der udover at takke Gud og sin familie handlede om at stræbe i livet. Meget værdigt.
DET VÆRSTE:
Det levende vokskabinet
Mumificerede kvinder, der nægter at vedkende sig sin alder, er ved at blive metervare på den røde løber. I år var turen kommet til Hitchcock-stjernen Kim Novak, der i en alder af 81 havde købt sig fri fra rynker. Om legendens talebesvær skyldtes operationer, alternativ medicin eller ganske enkelt alderdom, ved vi ikke, men ideen med koryfæets medvirken fungerede ikke.
Pink! og Whoopie Goldberg!?!
The Wizard of Oz skulle hyldes, og i den anledning havde man inviteret Judy Garlands datter Liza Minnelli. Man havde dog valgt, at Pink! af alle mennesker skulle synge klassikeren 'Somewhere over the Rainbow', mens Whoopie Goldberg skulle præsentere? Vi kæmper stadig med at se sammenhængen.
Jennifer Lawrences joke?
Vi vil nødig have hele Jennifer Lawrences samlede fanskare efter os. Men vi forstod ikke Lawrences vredesudbrud på scenen. "Hvorfor griner I af mig?", vrissede stjernen uden at få publikum med. Det var helt sikkert harmløst, men det faldt til jorden. Selv Lawrence kan ramme ved siden af.