Oversete favoritfilm #16 - Streets of Fire

Fortale for en rock-fabel
Billede
(© Universal Pictures)

Den 16. oversete favoritfilm er valgt af brugeren Teddy Tofte. Hvis du vil skrive om din oversete favoritfilm på kino.dk, så skriv en mail til stine@kino.dk.

Defleste kender Walter Hill som instruktøren, der stod bag 48 Timer-filmene, 'Last Man Standing' med Bruce Willis og ikke mindst den tegneserieagtige 'The Warriors', som de fleste husker fra sit soundtrack og mindeværdige replikker som "Warriors, come out to play-ay!" og "Caaaan yoooou diiiiiig iiiiiit?"

Efter 'The Warriors', men før '48 Timer', instruerede han en film i 80erne, som floppede i stor stil og røg i glemmebogen. Denne film er sidenhen blevet kult, men er stadig ukendt for mange mennesker, på trods af en i dag velkendt instruktør, et helt fantastisk soundtrack af Meat Loaf-skribenten Jim Steinman og Ry Cooder, og en syret stil som var tredive år forud for sin tid. En stil, der minder om nutidens tegneseriefilm som 'Sin City' og visuelle imponerende værker som 'Kill Bill' og 'Bunraku'.

Filmen hedder Streets of Fire. Den er netop udkommet på Blu-ray i England og det er derfor på tide, den bliver anerkendt som et mesterværk, der tilfredsstiller både filmseere og musikelskere.

Den blev reklameret med følgende tagline: "A Rock & Roll Fable". Musikken er derfor elementet, der driver historien fremad, og det i en verden, der ikke ligner vores egen. Faktisk er det et slags eventyr, hvor helten kommer til byen og skal redde prinsessen. Men det er ikke en ugenkendelig verden. Stilen bærer præg af en atmosfære som taget ud af 1950'ernes USA med motorcykelbander, gamle biler og diners, blandet sammen med 1980’ernes mode.

Det er en unik, sammenkogt blanding af nostalgi, modernitet og tegneserieunderholdning i topform. Neonskilte og metal styrtdykker ind i hinanden som en slags small town Metropolis.

Filmen lancerede karrierer for mange skuespillere, vi kender i dag, bl.a. Diane Lane, Willem Dafoe og Rick Moranis. Andre, som Michael Paré, endte med at optræde i mange B-film, men formåede at opretholde en stabil skuespilkarriere.

Inden 'Streets of Fire' overhovedet begynder, bliver vi præsenteret for miljøet med følgende ord: "Another time, another place..." - alt imens rytmiske trommeslag i en kraftfuld rockballade får os - publikummet - i stemning til en rutsjebanetur, vi aldrig før har oplevet. Allerede fra start føles det som en musikvideo af den gode slags. Vi bliver præsenteret for borgere, der skal til koncert. Alle i byen skal ind og se Ellen Aim (Diane Lane) og hendes rockband. Faktisk kommer Ellen fra denne by og hendes kæreste/manager (Rick Moranis) har skaffet dem jobbet, som er en velgørenhedskoncert, der skal hjælpe byen op på benene igen.

Men der er en slange i paradis. Midt i koncerten bryder en motorcykelbande ind og kidnapper Ellen (heldigvis synger hun sangen færdig først). Lederen Raven Shaddock (Willem Dafoe) fører hende tilbage til bandens værested og holder hende fanget. Ellens kæreste har penge, men er ikke typen, der slås, så han hyrer Ellens ekskæreste til at finde hende. Ind træder vores helt/tough guy, Tom Cody (Michael Paré).

Og det er sådan set plottet i en nøddeskal. Tom og hans gruppe skal snige ind i løvens hule, redde prinsessen og forsvinde i en eksplosion af ild og heltemod. Det er et vaskeægte eventyr, tilsat en knivspids farver, rock og filmmagi. Det lyder måske ikke af meget, men det er så gennemført og unikt og smukt, at du ville ønske, der kom flere film med helten Tom Cody og hans udskejelser i dette utrolige miljø. Streets of Fire skulle have været den første i en trilogi med titlen "The Adventures of Tom Cody", men da den floppede i biograferne, blev de planer omgående droppet.

Men lad det ikke skræmme dig. For hver fejl, du kan finde i plottet, og for hver dårlig one-liner, du skal lægge øre til, er der mindst lige så mange fantastiske rocksange og –ballader og imponerende visuelle guf for øjnene. Det var i 'Streets of Fire', at Dan Hartmann først udgav sin sang 'I can dream about you', som du måske ikke lige sådan kan huske, men når du hører den, ved du, hvad det er for en. Og glem endelig ikke at skrue helt op for højtalerne, når filmen startes med Steinman-sangen 'Nowhere fast' og afsluttes med den lige så fabelagtige 'Tonight is what it means to be young'.

Tredive år efter sin udgivelse er 'Streets of Fire' ældet utroligt godt. Det er en fjollet og lurvet film, og så længe du ikke tager den alt for alvorlig, er den fuld af sjov og ballade.