Oversete favoritfilm #18 - Slaughterhouse-Five
Denne måneds oversete favoritfilm er valgt af Bo Green Jensen (f. 1955), der er forfatter og filmkritiker på Weekendavisen.
I februar 1945 blev den tyske by Dresden bombarderet. 722 allierede fly kastede 4.000 ton sprængstof. 130.000 mennesker døde, alt lå i ruiner. Lige siden har man diskuteret, om der var tale om en krigsforbrydelse eller en nødvendig militær aktion.
Forfatteren Kurt Vonnegut var 23 år, da han så det blodige kaos fra offerets synsvinkel. Den unge amerikaner var taget som krigsfange. For ham blev Dresden indbegrebet af krigens absurditet.
Vonnegut tog hjem til USA og skrev. Han vidste, at han havde set noget særligt. Det var dog først, da han fandt den ironiske stemme, som taler i de senere bøger, at krigsoplevelsen faldt på plads.’Slaughterhouse-Five’ udkom i 1969 og blev en af de store bøger i tiden. Det er stadig en af de mest læste tekster fra det 20. århundrede. ”Sådan går det,” som Vonnegut siger i romanen.
I 1972 blev Slaughterhouse-Five til en film. I dag er den så godt som glemt, og dét fortjener den ikke. For vist er bogen bedre, som man næsten altid siger, når det handler om kanoniske tekster. Men filmen har sit eget bud på tonen og stemmen i værket. Det er jo ikke en gængs krigshistorie. ”Billy Pilgrim er gået vild i tiden,” lyder den første sætning. Billy (Michael Sacks) er i Dresden, ja, men han er samtidig lige så meget til stede i andre afsnit af sit liv. Han vokser op i Indiana, er soldat, bliver gift og får børn - men ikke i den rækkefølge.
Han ved, hvornår Paul Lazzaro (Ron Leibman) vil stikke en kniv i hans mave. Det bekymrer ham dog ikke, for han ved også, hvor alt hører op. Efter sin datters bryllup bliver han hentet til planeten Tralfamadore, som indgår i flere af Vonneguts bøger. Tralfamadorianerne anbringer Billy i en boble sammen med modellen Monica Wildhack (Valerie Perrine), som han ofte har set i lurvede blade. Hun spørger ham i boblen, han svarer i Dresden.
Tiden flyder, og alt er til hele tiden. Tralfa-madorianerne ved, hvor det ender: i et brag, da en testpilot trykker på den forkerte knap. Man kan tage Billys perspektiv for pålydende. Vonnegut præsenterer ham i et snaksaligt forord, som sætter anførselstegn om fik-tionen. Eller man kan se Tralfamadore som et udtryk for Billys flugt ind i sig selv efter Dresden.
Stephen Gellers manuskript prøver ikke at rette kronologien ud. I store træk er filmen som bogen: Der klippes uden varsel fra Indiana til Dresden og Tralfamadore. Man falder hurtigt ind i rytmen, især hvis man selv er lidt som Billy Pilgrim. Nogle højdepunkter fra bogen er fjernet. Billy ser en dokumentar om Dresden i TV. Han går ”en smule vild i tiden”, og filmen kører baglæns. Ruinerne rejses, bomberne fragtes tilbage og bliver skilt ad på fabrikken. På den måde er krigen slet ikke sket.
Filmen fravælger dette kapitel. Til gengæld lader den Glenn Gould spille underskøn klavermusik af Johann Sebastian Bach. På Tralfamadore er der ægte varme i scenerne, hvor Billy beder om at få nathimlen på, så han og Monica kan elske. ’Slaughterhouse-Five’ er instrueret af George Roy Hill, der netop i de år havde succes med at gradbøje klassiske genrer. ’Butch Cassidy and the Sundance Kid’ (1969) var en ny slags western med Paul Newman og Robert Redford. I svindlerkomedien ’The Sting’ (1973) var den samme gyldne duo castet som con men i 1920ernes Chicago.
Kurt Vonnegut døde i 2007. Flere af hans bøger er filmatiseret: ’Mother Night’ i 1996 af Keith Gordon; ’Breakfast of Champions’ i 1999 af Alan Rudolph. Ingen af dem matcher ’Slaughterhouse-Five’. Den glemte film har stået sig og fortjener at blive genopdaget.