Redmayne godkender J.K. Rowlings manuskript
Vi kunne for en måned siden skrive, at Warner Bros. havde udvalgt Eddie Redmayne som favorit til at spille hovedrollen i Harry Potter-filmen, Fantastic Beasts And Where To Find Them.
Redmayne udtalte dengang, at han gerne ville læse J.K. Rowlings manuskript, før han underskrev en kontrakt. I dag kan Variety afsløre, at skuespilleren har læst manuskriptet, er meget begejstret for det og er midt i forhandlinger om rollen som Newt Scamander.
Hverken Warner Bros. eller Rowling har kommenteret på dagens nyheder.
David Yates, der stod bag fire af Potter-filmene, skal instruere fortællingen om magizoologisten Scamander, som skriver grundbogen om magiske væsener ca. 70 år f.HP (før Harry Potter).
Filmen er den første i en planlagt trilogi, og ifølge Rowling selv er der hverken tale om en prequel eller et reboot, men blot en forlængelse af det elskede Harry Potter-univers.
Fantastic Beasts And Where To Find Them får dansk premiere den 17. november 2016. De to fortsættelser forventes at udkomme november 2018 og 2020.