Reese Witherspoon som klokkeblomst

Disney klar med en ny omgang live-action
Billede
(© Disney Pictures)

Klokkeblomst er de seneste år blevet en af de mest populære Disney-karakterer, og nu tager den lille fe springet fra animation til live-action med Reese Witherspoon i hovedrollen.

The Hollywood Reporter afslører, at den Oscar-vindende skuespillerinde også skal producere filmen, der får titlen 'Tink' (forkortelse for Tinker Bell), og hvis manuskript skal skrives af Victoria Strouse, som også arbejder på Pixars Finding Dory.

Klokkeblomst er Peter Pans gode ven og medhjælper, og blev som Disney-karakter introduceret i 1953. Feen har opnået fornyet popularitet i kraft af en række solofilm (fx Klokkeblomst og legenden om Ønskedyret), og det er dette animationsmomentum, Disney vil overføre til "den virkelige verden".

'Tink' bliver således den seneste i rækken af live-action-genindspilninger af Disney-klassikere, som også indbefatter Beauty and the Beast, The Jungle Book, 'Dumbo', 'Mulan', 'Peter Plys' og 'Pinocchio'. Ud over Alice in Wonderland-efterfølgeren 'Alice Through the Looking Glass'.

Disneys kommende Klokkeblomst-film er foreløbig blot i præ-produktion, og derfor er der ingen premieredato tilknyttet. Til gengæld kan du se en anden genfortolkning af historien om Peter Pan til efteråret, når Pan får biografpremiere.