Road House med kvindelig hovedrolle?
Filmselskabet MGM har stadig planer om at genindspille Road House, og nu bliver det måske med Ultimate Fighter-ikonet, Ronda Rousey, i hovedrollen. Det skriver Variety.
Ideen om en stærk kvinde, der banker skurke, imens hun rydder op i en korrupt by, ville være en kærkommen fornyelse af det fortærskede tema.
Erfaringen har den 28-årige californier allerede fra The Expendables 3 og Fast & Furious 7. I sidstnævnte kastede hun rundt med Michelle Rodriguez i en skyskraber i Abu Dhabi.
Patrick Swayzes enke, Lisa Niemi, skulle i øvrigt have givet Ronda Rousey sin velsignelse, så nu mangler MGM at finde en erstatning for instruktøren Rob Cohen, der ikke længere er tilknyttet projektet.
Ronda Rousey som sig selv i Entourage
I øvrigt er en genindspilning af Ghost på vej som tv-film, og med premieren på en ny Point Break til december lever nyfortolkninger af Patrick Swayze-klassikere i bedste velgående.
Der mangler selvfølgelig stadig lige Dirty Dancing...