Sam Smith leverer Bond-sangen
I går delte sangeren Sam Smith nedenstående billede på Twitter, og i dag er han endelig bekræftet som kunstneren bag det nye Bond-nummer.
Titlen bliver 'Writing's On The Wall'.
Selve nummeret forventes udgivet den 25. september.
— SAM SMITH (@samsmithworld) September 7, 2015
---------------------------------------------------------------------------------------------------------
I september 2012 blev storfavoritten Adele afsløret som sangerinden bag Bond-sangen til Skyfall.
Her, mindre end to måneder før verdenspremieren på Spectre, er der stadig intet nyt, men vi kigger alligevel nærmere på feltets spidskandidater.
William Hill, det britiske bookmakerfirma, stoppede i slutningen af juli alle indskud på Radiohead. Årsagen var et indskud på 15.000 pund på det britiske band.
- Ingen satser 15.000 pund på baggrund af en god fornemmelse, udtalte en talsperson fra William Hill, og på samme tid fulgte andre bookmakere trop og indstillede væddemålet.
Den 28-årige Ellie Goulding formåede i mellemtiden at blive kørt i stilling som Bond-sangerinde takket været et billede fra Abbey Road Studios (hvor Adele indspillede 'Skyfall') på Instagram med teksten "That's a wrap".
Ellie Goulding havde endda indspillet et nummer med titlen 'Spy', men en talsmand fra pladeselskabet nøjes med at bekræfte, at hendes nye album er optaget i det legendariske musikstudie.
Endelig har Sam Smith afvist at stå bag titelsangen til 'Spectre'.
Med andre ord er vi kun sikre på, at sangen er på vej. Sam Mendes har dog afsløret, at en indspilning af det næste Bond-nummer har fundet sted.
- Nummeret er fantastisk, og jeg er meget begejstret. Du kommer ikke til at vente meget længere, lød det forventede diplomatiske svar fra instruktøren tilbage i juli.
Spectre får biografpremiere den 30. oktober.