Skal Nikolaj Arcel filmatisere Stephen King?

The Dark Tower lever stadig
Billede
(© Nikolaj Arcel/foto: Jeppe Gudmundsen)

Vi har skrevet om filmatiseringen af Stephen Kings 'The Dark Tower' i mere end fire år, men siden er filmen blevet droppet af både Universal og Warner Bros. Nu er den episke fortælling tilbage på sporet og endda med Nikolaj Arcel ved roret.

Det mener deadline.com i hvert fald at vide. Sitet skriver, at Arcels indgående kendskab til Stephen Kings serie på otte bind har imponeret Sony Pictures i en sådan grad, at den danske instruktør er deres foretrukne valg.

Med manuskripter til Mænd der hader kvinder og Kvinden i buret har Nikolaj Arcel demonstreret sit talent for at omdanne dystre litterære universer til film, og han har tilmed instrueret et Oscar-nomineret drama i form af En kongelig affære.

Denne gang skal Arcel, der fik sit gennembrud med Kongekabale, både omskrive manuskriptet og instruere fortællingen om den legendariske revolvermand, Roland Deschain, der bevæger sig igennem et feudalt samfund, hvor der indgår elementer fra både western, science fiction, horror og fantasy-genren.

Hovedrollen menes at være næste skridt, og tidligere har både Jarvier Bardem, Viggo Mortensen og Russell Crowe været på tale. Feltet forventes dog at være fuldstændig åbent.

Meget kan stadig gå galt, men for en gangs skyld ser fremtiden lysere ud for The Dark Tower.