The Spectacular Spider-Man?

Ny trilogi på vej
Billede
(© Sony Pictures)

'The Sinister Six' erstattes af 'The Spectacular Spider-Man', og filmen skal instrueres af Drew Goddard. Sådan lyder de seneste rygter om superheltens nærmeste fremtid i biografen.

Siden Marvel blev afsløret som ny producent af Spider-Man-film, har det set sort ud for afslutningen på Marc Webbs planlagte trilogi om netsvingeren med Andrew Garfield i hovedrollen, og nu får det sandsynligvis også konsekvenser for 'The Sinister Six'. Ifølge Latino Review er planen en helt ny trilogi under titlen 'The Spectacular Spider-Man'.

Drew Goddard (The Cabin in the Woods) skal eftersigende diskutere ideer med Avengers-producenten, Kevin Feige, og det virker sandsynligt, at 'The Sinister Six', det planlagte spin-off som Drew Goddard allerede arbejder på, bliver inkorporeret i den nye række af Spider-Man-film.

I sidste ende drejer det sig om at finde det rette format. Trods 758 og 709 mio. dollars på verdensplan til The Amazing Spider-Man og The Amazing Spider-Man 2 leder Hollywood stadig efter den optimale udnyttelse af superheltens enorme potentiale.

'The Spectacular Spider-Man', eller hvad titlen ender med at blive, forventes at få biografpremiere i 2017.