Spider-Man-instruktør forsvarer antallet af skurke
Spider-Man-fans verden over glæder sig til den nye film om den netsvingende superhelt, men har også udvist bekymring over mændgen af skurke, der er blevet præsenteret i marketingmaterialet. Nu forsøger instruktøren Marc Webb at berolige edderkoppefansene.
I et interview med The Playlist kommer Webb ind på problematikken omkring de mange skurke, som folk især kritiserede Sam Raimis Spider-Man 3 for.
- Det handler om manuskriptet. Vi kender godt til de film og de klager, folk havde. Hovedskurken er Electro. Samtlige andre skurke dukker op omkring ham. Vi gjorde meget ud af at gøre historierne underholdende.
Med en lille spoiler fortsætter Webb.
- Vi ville gøre både de fysiske og følelsesmæssige forhindringer svære at overkomme. Rhino optræder i filmen i fire minutter eller lignende, så det er legitimt at sammenligne, men når du ser filmen, er jeg sikker (på at du bliver overbevist, red.).
Vi ved allerede, at Electro (Jamie Foxx), Rhino (Paul Giamatti), Green Goblin (Dane DeHaan) og Alistair Smythe (B.J. Novak) optræder i filmen, men det virker sandsynligt, at flere af dem bare titter frem for at blive introduceret til mere ekstensiv brug i senere Spider-Man-film.
Sony arbejder både på film om Venom og Sinister Six, to Spider-Man-spin-offs med skurke i hovedrollerne, så det virker oplagt at introducere visse af disse karakterer allerede nu. På den anden side er det kun Electro fra Sinister Six, der er at finde i 'The Amazing Spider-Man 2', og spørgsmålet er, om han overlever mødet med vores helt...
Skurke-overload eller ej, The Amazing Spider-Man 2 kan ses i de danske biografer fra den 17. april.