Svensker skal spille dansker

Alicia Vikander er tæt på både 'The Danish Girl' og Michael Fassbender
Billede
(© Universal Pictures)

Alicia Vikander har gang i en helt masse projekter for tiden, og nu er yderligere to tilføjet til hendes jobliste.

Svenskeren skal muligvis spille en rolle i filmen 'The Danish Girl', og samtidig er hun tæt på en aftale om at spille over for Michael Fassbender i 'The Light Between Oceans'.

Det er Deadline, der kan rapportere de gode nyheder for Vikander-fans, som vil se mere med hende efter En kongelig affære og Anna Karenina.

'The Danish Girl' handler om Einar Wegener, der blev den første person til at få foretaget en kønsskifteoperation. Filmen er baseret på en roman fra 2000, instrueres af Tom Hooper (Kongens store tale), og har Eddie Redmayne på rollelisten.

'The Light Between Oceans' er baseret på M.L. Steadmans roman om en fyrmester og hans kone, der finder en baby, som de tager til sig som deres eget barn.

Udover disse to projekter er Vikander med i en lang række øvrige film, som hun enten er ved at indspille eller allerede er færdig med: 'Son of a Gun', 'Ex Machina', Seventh Son, The Man from U.N.C.L.E. og 'Tulip Fever'.