Tidligere Bond-skuespiller kritiserer Spectre

Pierce Brosnan er ude med riven
Billede
(© The World is Not Enough/MGM)

Den tidligere James Bond-skuespiller, Pierce Brosnan, har i et interview med Hitfix udtalt, at han ikke var specielt vild med det nyeste kapitel i serien, Spectre.

Den irske skuespiller, der portrætterede Agent 007 i fire film, har primært to kritikpunkter: historien og længden.

- Historien var ret svag. Den kunne have været komprimeret. Den blev for lang. Det gjorde den virkelig.

Mens både publikum og anmeldere over en bred kam faldt i svime over den næstsidste Bond-film, Skyfall, har modtagelsen af den biografaktuelle efterfølger været mere blandet.

Det til trods har superagentens seneste eventyr efterhånden indspillet 545 mio. dollars på verdensplan, og herhjemme har filmen solgt 662.000 billetter.

Er du enig i Pierce Brosnans kritik? Eller er skuespilleren, der selv medvirkede i mindre overbevisende Bond-film som Die Another Day, helt galt afmarcheret?

Spectre er aktuel i biografen.