Tom Holland som Spider-Man
Foto: SF Studios

Tom Holland skal spille Hollywood-ikon i ny storfilm: Byder to kæmpe stjerner op til dans

Noget HELT ANDET end Spider-Man

Tom Holland skal kridte danseskoene til sin kommende rolle som Fred Astaire. Nu får han selskab af to store stjerner i den kommende biografiske film.

Ifølge Variety har Margaret Qualley og Sabrina Carpenter fået rollerne som henholdsvis Adele Astaire og Ginger Rogers i filmen, der instrueres af Paul King.

- Jeg er lykkelig og beæret over at have fået lov til at fortælle historien om Fred Astaire og hans oprindelige dansepartner, storesøsteren Adele, på det store lærred, siger King i en udtalelse, og fortsætter:

- Fred efterlod sig en tidløs arv inden for dans på film, bedst kendt gennem samarbejdet med Ginger Rogers, mens Adeles arbejde er gået tabt i historien. Faktisk er ingen optagelser af hendes dans bevaret. Udfordringen med at bringe disse ikoner fra det 20. århundrede til live på film er noget, jeg ikke kunne have forestillet mig at gøre uden Tom Holland, Margaret Qualley og Sabrina Carpenter ved min side.

The Substance
Margaret Qualley i 'The Substance', Foto: Working Title Films

Holland har allerede været tilknyttet rollen som Astaire i fem år. Med store roller i ‘The Odyssey’ og ‘Spider-Man: Brand New Day’ med husturen Zendaya samt de medfølgende presseture har han dog ikke haft tid til at pudse danseskoene - før nu.

- Så snart jeg er færdig med disse ture, kaster jeg mig tilbage i dansestudiet, udtalte han i tv-programmet Good Morning America i juli.

Skuespilleren har nemlig ingen planer om at overlade de svære trin til andre.

- Jeg har et ønske om ikke at bruge stuntmænd, om at lave al dansen selv og filme dansene i ét enkelt take – sådan som han (Astaire, red.) ville have gjort det.

Sabrina Carpenter
Fra 'A Nonsense Christmas with Sabrina Carpenter', Foto: Netflix

For os almindelige dødelige lyder det måske som en umulig udfordring, men briten er langt fra nogen nybegynder på dansegulvet.

Seks år før han blev introduceret som Spider-Man i ‘Captain America: Civil War’ (2016), spillede Holland nemlig hovedrollen i musicalen ‘Billy Elliot’ på West End i London.

Qualley og Carpenter har begge ligeledes danseerfaring. Ifølge Elle Australia dansede stjernen fra ‘The Substance’ ballet gennem sin barndom og ungdom. Mens Carpenter har sunget og danset, siden hun slog igennem som Maya Hart i Disney Channels ‘Girl Meets World’.

Filmen om Fred Astaire har endnu ikke fået en officiel titel eller premieredato.

Tom Holland arbejder ydermere på et projekt med danske Thomas Vinterberg, som Kino.dk eksklusivt kunne afsløre tidligere på sommeren.

Følg os for de seneste nyheder, konkurrencer samt film- og serietips: