Transporter-remake får trailer
Den er god nok. Transporter-serien står overfor sin første genindspilning, og traileren er netop gået online.
Karakteren, Frank Martin, fik sin debut i The Transporter for 13 år siden, og tre gange har Jason Statham kastet sin Audi gennem europæiske hårnålesving.
Nu er stafetten givet videre til Ed Skrein, den 32-årige brite der på et tidspunkt spillede Daario Naharis i 'Game of Thrones', før han blev skiftet ud med skuespilleren Michiel Huisman.
Ellers er alt ved det gamle, selvom instruktøren for første gang stifter bekendtskab med serien. Efter Brick Mansions er Camille Delamarre ikke ubekendt med hurtig action, og den franske instruktør har desuden klippet Taken 2 og Transporter 3.
The Transporter Refueled får dansk biografpremiere den 17. september.