Warwick Davis vender tilbage i Star Wars VII

- og andre afsløringer
Billede
(© © Lucasfilm)

Warwick Davis har afsløret, at han skal spille med i 'Star Wars: Episode VII'. Det sker i en YouTube-video, som skuespilleren har offentliggjort via sin Twitter-profil.

Davis spillede ewokken Wicket i Return of the Jedi, og han dukkede kortvarigt op i The Phantom Menace blandt tilskuerne til det store podrace. Hvem han skal spille i 7eren, og hvor stor en rolle, der er tale om, melder videoen ikke noget om.



Samtidig er der via websitet Making Star Wars dukket afsløringer af den nye film op, efter de har været med på optagelserne. Intet er bekræftet, men der skal stadig lyde en spoiler-advarsel.

En af skurkene beskrives således af Making Star Wars' journalist:

- Hjelmen ligner en samuraihjelm. Hvis du tager Shredder fra Teenage Mutant Ninja Turtles og fjerner al udsmykningen fra hjelmen, har du noget lignende. Bagsiden ligner Darth Vaders hjelm, men den er kortere og beskytter kun bagsiden af hovedet og efterlader nakken eksponeret. Ansigtet er tildækket. Men man kan se øjnene. Kostumet er som Darth Vader, hvis han var ninja. Der, hvor øjnene er, vil være lys. Det minder mig lidt om Shredder og Cobra fra de gamle G.I. Joe, og han har en sort kappe og et rødt lyssværd, som får det til at se rigtig cool ud.

Beskrivelse af en rebel-soldat:

- Den første kriger er mand i sine tidlige 20ere med Adam Drivers frisure. Mørkt hår. Han bærer en sennepsfarvet tunika, lukket. Han har brune bukser. Han bærer støvler, men anklerne er snøret i hvidt som Anakin Skywalkers i 'The Phantom Menace'. Han kigger direkte i kameraet med en blaster i hånden og en i bæltet.

Making Star Wars beskriver også de nye og sorte TIE Fighters og en skurk, der minder lidt om General Grievous i Revenge of the Sith. Ingen af beskrivelserne er på nogen måde bekræftede, men lyder absolut ikke urealistiske i forhold til Star Wars-universet.

Star Wars: Episode VII får premiere den 17. december 2015.