Will Smith er årets dårligste skuespiller
Mens hele verden venter på, at det amerikanske filmakademi hædrer årets bedste film ved Oscar-uddelingen, har The Golden Raspberry Award Foundation givet deres priser for årets værste præstationer og film.
Will Smith, der tidligere har været Oscar-nomineret to gange, fik en Razzie for sin birolle i science fiction-filmen After Earth. Hans søn, Jaden Smith, blev kåret til årets værste hovedrolle. De fik også en speciel pris for værste "filmkombo".
Filmen Movie 43 så ikke skyggen af de danske biografer, og filmen blev da også slagtet af de amerikanske anmeldere. De 13 instruktører bag filmen blev kåret til årets værste, manuskriptet blev det dårligste af sin slags, og filmen selv fik "hovedprisen".
Tyler Perrys film er ofte populære i USA, men anmelderne ser næsten aldrig mildt på dem. I år fik han selv prisen for værste kvindelige hovedrolle for filmen A Madea Christmas (han spiller en kvinde), og Kim Kardashian modtog en tilsvarende pris for birollen i 'Tyler Perry's Temptation'.
Endelig fik The Lone Ranger en pris for værste efterfølger, remake eller rip-off.
Adam Sandler-komedien Drengerøve 2 var nomineret til flest priser - otte - men måtte gå derfra tomhændet.